SLOW FASHION

MENNESKER, MILJØ & DYREVELFÆRD

Det enkle design er ofte det sværeste at opfinde, men det er til gengæld også det, man elsker i mange år. Det er vores grundlæggende tanke bag designet af vores produkter. At designudvikle er en lang proces, men en proces der prioriteres hos Gorridsen Design for at skabe tidsløse klassikere – klassikere som kan bruges sæson efter sæson, år efter år.
På den måde skaber vi produkter, der skiller sig ud fra modeprodukter i overflod. Det er ét af de skridt, vi tager som del af vores fokus på slow fashion.

 

Slow fashion er en mere holistisk tilgang til tøjproduktion, hvor fremstillingen af tøj sker med større respekt for mennesker, miljø og dyrevelfærd – et ansvar vi som modevirksomhed føler hos Gorridsen Design. Fra brandets stiftelse har vi haft en bevidsthed om, at det var med den tankegang firmaet skulle drives.
Dengang var det dog ikke noget vi talte om som et fænomen, men indenfor de sidste år er flere og flere danske og internationale brands lagt deres produktion om til fordel for denne bevidste bevægelse. Og det er skønt at se.

 

BÆREDYGTIG PRODUKTION

Udover vores fokus på ikke at bidrage til overproduktion- og forbrug, tager vi en række valg i retningen mod en mere bæredygtig fremstilling af vores produkter – og forhåbentligt et skridt i retningen mod en mere bæredygtig tøjproduktion verden over.

”Jeg bestræber mig på at støtte produktion, som belaster miljøet mindst muligt. Jeg vælger ikke producenter efter mest-mulig-profit, men efter bedste kvalitetsniveau, gode forhold for mennesker såvel som dyr og en bæredygtig tankegang.” – Marianne Benedicte Gorridsen.

 

Et udvalg af vores bluser er derfor produceret i økologiske garner. Fortuna er blandt andet en af de modeller, der er produceret i 60% økologisk bomuld og 40% økologisk uld. Den økologiske bomuld er GOTS certificeret, så vi sikrer vores kunder, at vores bluser lever op til den internationale standard for økologisk produceret bomuld.

Vi ønsker løbende at blive en grønnere virksomhed, og undersøger blandt andet hvordan vi i fremtiden kan klimakompensere for blusernes fragt fra Peru til Danmark. Derudover tænker vi hele tiden over muligheden for at forbedre vores emballering af trøjerne fra producenterne ud til kunderne. En spændende proces, der vokser i takt med firmaet.

 

DYREVELFÆRD, ULDEN OG FARVERNE

Alpakaerne lever et godt liv i Peru som fritgående dyr, der blot fanges ind og klippes 1-2 gange om året. Dyrene og deres eksklusive uld er værdsat som et vigtigt aktiv i det fattige land og behandles derefter.

Baby alpaca kalder man kun den blødeste uld fra allerførste klipning af de unge dyr. Efter den første klipning kaldes garnet blot alpaca. Selv folk med sart hud overfor uld vil opleve, at baby alpaca ikke kradser, men er let og lun mod huden. Baby alpacas helt særlige kvalititet skyldes uldens fibre som er hule med luft i, hvor almindelig fåreuld er mere bastant. Derfor er baby alpaca kendt for sin lethed og en isolation som er helt unik – og skøn i Skandinaviens kolde vejr.

Alpakaen findes fra naturens side i et rigt udvalg af forskellige nuancer fra sorte til grå, brune, camel, beige og råhvide farver. Bluserne i dyrenes egne farver er fremstillet fuldstændigt uden brug af kemiske farvestoffer.

De bluser som er indfarvede lader naturens eget farvespil fra garnet skinne igennem, og derfor har hver enkelt trøje et helt unikt udtryk. De af vores bluser som er indfarvede, bliver farvet med miljøvenlige farvestoffer.

 

GODE MENNESKELIGE FORHOLD

”For mig er godt design, når man kan mærke at folkene bag har gjort sig umage” – Marianne Benedicte Gorridsen.

Man får sjældent folk til at gøre sig umage, hvis ikke de trives og tror på projektet de arbejder på. Derfor er det også enormt vigtigt for os at vores samarbejdspartnere – kvinderne i Peru, det italienske strikkeri og hele teamet her i Danmark – føler sig værdsat og arbejder under bedst mulige forhold.

Alle led i virksomheden er enormt påskønnet, for vi ved, at mistrives bare ét led, så kan det mærkes hele vejen op gennem værdikæden.